Min farmor døde natten til mandag!
Jeg har ikke set hende i 2 år.
Årsag: det er kompliceret.
Men det ændre ikke på at hun altid har været der, og det var helt, helt forkert at hun døde, uden at jeg havde fået set hende og uden at have fået talt med hende!
Men det er klart, at hun ikke kunne vente på mig, det forstår jeg, selvom jeg bestemt ikke er enig med udfaldet.
Hun blev 93 år.
Det er vel også en alder.
Jeg talte med med min søn om alt hvad hun nåede at opleve, fra hestevogn til cola til tv, pc, dvd, mp3. Min farmor var sej! Hun havde en iPhone og hun skrev SMS'er. Hun har rejst verden rundt, danset på bordene, styret sin familie med hård hånd!
Nu skal der ændres på familiestrukturen!
Nyt overhoved, nye der skal holde sig til, nye der kan blive holdt uden for fællesskabet fordi de ikke formår at indordne sig de normer der findes i familien, hvis man vil være med!
Spændende!
Ville ønske jeg havde studeret adfærdspsykologi. Dyr eller mennesker: same same.
Men jeg er stadig i gang med min bog om Det sensitive barn. Jeg læser ikke så hurtigt, eller ofte. Hvis sandheden skal frem, falder jeg faktisk altid i søvn når jeg har læst 3 - 4 linjer, så det kan tage lang tid at læse en bog!!!
Jeg er jo en af "dem", de særligt sensitive. En af dem der føler og føler og føler så de får ondt i maven, ondt i hoved, ondt i sjælen hvis der ikke er rene linjer og ro på!
Gæt hvor meget jeg græd i går!
Jeg græd og græd og hulkede og ringede til min mor som forsøgte at trøste mig som da jeg var en lille pige.. Den del var nu meget rar.. Da jeg havde fattet mig lidt ringede min kæreste for at høre om jeg var okay, og sørme om jeg ikke fandt flere tårer frem. Ind i mellem forbløffes jeg!
Min bror kommer til Danmark for at agere tudeskulder for mig.
Måske er det også fordi han, lige som mig sørge, måske sørger han bare på sin helt egen måde og her har mulighed for at sige farvel, men den vigtigste funktion må da være at passe på mig.. Det håber jeg han ved, for jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden ham og uden hans støtte..
Sorgen sidder stadig i mig, men jeg kan ikke græde mere. Mange ting forblev usagt, men min søn fik dog, ganske kort op til min farmors død, besøgt hende og fik oplevet hende. Det tror, håber og ved jeg, at han vil tage med sig i sit sind og huske.
Det er det jeg må trøste mig ved og denne oplevelse der skal være mig en lærestreg så jeg aldrig mere lader solen gå ned over en ufred! I det omfang det er mig muligt.. Prøve at efterleve det kan man vel altid.
